Har du også nogle gange lidt for meget fart på i hverdagen? Så meget, at du helt glemmer at stoppe op og nyde livet?
Så kan du have glæde af disse 5 selvkærlige ritualer, der hjælper dig til at skrue op for hverdagmagien.
Paradoksalt nok har mange af os det med at længes efter livet, mens vi lever det. Vi skal bare liiiiige blive færdig med dit, dat og dut, før vi giver os selv lov til at nyde livet. Og vi er blevet alt for vant til, at der skal noget ”ydre” til for at aktivere livsglæden. Men magien starter indeni.
Indeni dig.
Du kan nemlig let tage hånd om din egen livsglæde ved at blive mere bevidst om, hvordan du bruger din indre magi. Du har nemlig selv evnen til at påvirke måden, du ser og oplever verden på eller til bruge din egen selvhelingskraft, hvis du står i noget svært. Du har selv evnen til løfte din vibration eller humør, til at skrue op for mere kærlighed i dit liv eller til at finde mere ro i dig selv.
I dette blogindlæg får du opskriften på, hvordan du med små selvkærlige og spirituelle ritualer, kan skabe mere magi i hverdagen og blive gladere og opleve mere mening. Du får her 5 berigende hverdagsritualer, som du vil kunne flette ind i en selv en travl hverdag.
Ritual 1 : SÆT DIN INTENTION
En god måde at starte dagen på, er at være bevidst om, hvilken dag, du gerne vil skabe for dig selv. Så når du slår øjnene op, så lad være med at gribe ud efter telefonen og lade dig påvirke at det første, du ser. Vælg i stedet at give dig selv et øjeblik til at beslutte, hvad du gerne vil have fokus på.
Føler du dig tung og træt, kan du fokusere på at skabe en dag med lethed og selvkærlighed.
Har du udfordringer i relationen til dine børn, din partner eller andre omkring dig, kan du sætte din intention på at være kærlig og åben.
Synes du hverdagen er grå og kedelig, kan du ønske at se dagen igennem et eventyr-filter.
Når du ved, hvad du gerne vil fokusere på, så hav følelsen af beslutsomhed omkring det, mens du siger til dig selv ”Jeg sætter min intention på …” og færdiggør sætningen med det du ønsker. (F.eks. at grine en hel masse i dag/ at opleve dagen som et eventyr/ at være ekstra selvkærlig i dag osv. )
Ved at “sætte din intention”, skaber du en bestemt retning for dagen, som vil påvirke, hvad du tiltrækker, og hvordan dagen rent faktisk ender med at blive.
Ritual 2: HÆV DIN VIBRATION
En rigtig god måde at skabe mere hverdagsmagi på, er ved at være bevidst om, hvordan du hæver din egen vibration.
Indeni har du et stort bibliotek af følelser. Du kender dem alle sammen og med lidt træning og fokus kan du selv vælge, hvilken følelse, du åbner for. Du kan eksempelvis tune ind på en bestemt følelse ved at sige det højt, du gerne vil føle. Hvis du for eksempel føler dig stresset, kan du kalde roen frem ved ganske enkelt at sige: ”Jeg mærker ro”, eller ”Jeg kalder roen frem i min krop”. Tricket er så at afvente og tro på, at følelsen toner frem.
De fleste af os har ikke fra barnsben lært, hvordan vi selv kan regulere vores følelser, og derfor kan det være svært at tro på, at det er muligt. Vi har det med at undervurdere vores egne evner, men vi er langt mere magiske væsener, end vi tror.
En af de mest positive og powerfulde følelser, der findes, er følelsen eller tilstanden af taknemmelighed. Ved at fokusere på en person, et minde eller en ting i dit liv, du er taknemmelig for, og give dig tid til at lade følelsen brede sig i din krop, hæver du automatisk din vibration. Jo længere du kan ”holde” følelsen, desto større og mere varig effekt har det på, hvordan du har det bagefter.
En tredje måde at hæve din vibration på er ved at dagdrømme. Som voksne har vi det med at tænke dagdrømmeri som noget useriøst, men det er faktisk en enormt effektiv måde at løfte dit humør på. Når du har holdt en positiv følelse i længere tid, påvirker det de næste følelser, der kommer. Ligesom med negativitet, avler positivitet mere positivitet. Så dagdrøm bare løs om en luksusferie, en kærlighedshistorie eller hvad, der ellers kan gøre dig glad.
Læs mere om dette emne i bogen Lyslevende – og lær meget mere om energiarbejde på min uddannelse “Dit Spirituelle Lederskab”
Ritual 3: VÆR BEVIDST I DET, DU GØR
Mange af os har det med at gå lidt hovedløst eller tankeløst rundt uden at være bevidst om, hvad vi tænker, og hvad vi lægger i vores handlinger. En måde at skabe mere hverdagsmagi på er at blive mere bevidst i din hverdag, og hele tiden have et perspektiv med dig, der hedder: ”Hvad kan jeg selv gøre for at det næste, jeg skal, bliver godt.”
Her kan det hjælpe dig at forholde dig til dagen i små segmenter. F.eks. tiden du bruger på at gøre dig klar om morgenen, segmentet hvor du transporterer dig på arbejde, din aftensmads-seance osv.
Du kan for eksempel stille dig selv spørgsmålet: ”Hvordan bliver (køreturen/badet/ vasketøjsfoldningen/ aftensmadslavningen) mere hyggelig/ nydelsesfuld/ meningsfuld?”
Ved at forholde dig bevidst til de små hverdagssegmenter og åbne dig for, hvordan du kan gøre dem endnu bedre, vil du oftest opleve aktiviteten mere meningsfuldt og glædesfyldt. Du vil samtidig føle dig mere forbundet – først og fremmest til dig selv men måske også til helheden.
Når du bliver mere hverdagsbevidst og spørger dig selv, hvordan du bringer mere mening og livsglæde i dine små dagssegmenter, vil du sandsynligvis få nye perspektiver ind i de ting, du gør. Når du er bevidst til stede, får du mere nærvær i situationen, hvilket vil give dig nye perspektiver.
Når du tager et bad, kan det være, du får impulsen til at lukke øjnene og have følelsen af at rense dig selv indeni og rense ud i tankerne.
Når du forholder dig bevidst til, hvordan du kan nyde den transporttid, der ligger foran dig, vælger du måske bevidst at lytte til en podcast, der rører dit hjerte, eller at dagdrømme om de ting, du gerne vil manifestere i fremtiden – i stedet for bare at lytte til noget tilfældigt radio.
Når du skal gøre rent, nyder du det måske mere, hvis du har en bevidst tanke om, at du er i gang med at gøre noget godt for dig selv, fordi du fortjener at have det rart omkring dig.
Forkæl dig selv med et smukt opslagsværk med 25 spirituelle og selvkærlige ritualer
Ritual 4: TRANSFORMÉR DE SVÆRE FØLELSER
Ofte har vi det med at gå udenom de ting, der kan være svære, fordi vi bilder os selv ind, at det bringer os mere lykke på den korte bane. Men intet kunne være mere forkert. Tværtimod kommer vi hurtigere hen til glæden og hverdagsmagien igen, hvis vi tør gå direkte ind i det, der gør ondt. Den hurtigste vej igennem er nemlig at gå direkte ind i det – og forløse det.
Måden du forløser det, der er svært, er ved at turde ”sidde med det” og mærke det. Du undgår måske at gøre det, fordi du er bange for at blive hængende i det, der gør ondt, men du kan faktisk sagtens holde til at mærke det, der gør ondt i ti minutter eller fem minutter – for så at gå væk fra det igen.
Du kan på forhånd beslutte dig for, hvor længe du vil fokusere på din smerte. Når du vil transformere de svære følelser tillader du dig selv først og fremmest at mærke det, der gør ondt. Er det svært at lade det komme igennem, så læg gerne en hånd henover dit hjerte til hjælp. Mærk da, hvor i kroppen det gør ondt, eller hvor følelsen sidder, og zoom ind på den følelse. Forstærk den og lad den bruse igennem i nogle minutter uden at afbryde. Bare lad dig selv føle, hvad du føler og tænke, hvad du tænker.
Når tiden er gået, så forestil dig, at du kan sende lidt lys og kærlighed til det sted i kroppen, hvor du har mærket det, der gør ondt. Giv dig god tid til at give dette sted din kærlighed og omsorg.
Oftest vil du efterfølgende mærke en umiddelbar lettelse, som giver plads til mere glæde bagefter, fordi noget af det der har fyldt er blevet renset ud. Ved større, dybe ting vil du have forløst en bid af smerten, som også kan lette dig lidt.
Dette er et af de enormt kraftfulde selvkærlige ritualer, som udover at give dig en mestringsfølelse, fordi du kan være der for dig selv, også kan skabe rum til mere lys og glæde.
Læs mere om dette emne i bogen Lyslevende
Ritual 5: LYT TIL DINE IMPULSER
Vi får hele tiden små beskeder fra vores intuition omkring, hvad der ville gøre os glade eller ville føles meningsfuldt. En del af os bliver kede af det, hvis vi aldrig lytter til de budskaber, og resultatet kan blive, at vi lukker mere og mere ned for at kunne mærke livsglæde.
Så hvad nu hvis du i stedet for at lukke ned bevidst lukker op? Prøv at gribe de små impulser og øjeblikke, når du mærker en impuls til noget, der vil gøre dig glad.
Kører du forbi noget smuk natur, som du mærker en længsel efter, så stop bilen og gå ud og vær der et øjeblik. Brug dine sanser og mærk naturen med dine hænder.
Får du en impuls til at ringe en bestemt person, så gør det – i stedet for at tænke at det nok ikke passer så godt. Oddsene er, at vedkommende også har tænkt på dig.
Giv dig selv den pause, du trænger til, og nyd at kigge ud af vinduet. Når du går videre, har du mere energi.
Skriv den sætning ned, der pludselig popper op i dit hoved – i stedet for at vente til når du har bedre tid. Nogle gange kommer der et vigtigt budskab, du får brug for senere.
Jeg håber, du vil få glæde af de 5 selvkærlige ritualer, og de vil bringe dig masser af hverdagsmagi.
Kærlig hilsen
Stine
I bogen ”Lyslevende” får du 25 spirituelle og selvkærlige ritualer til livsmestring og hverdagsmagi. Udover de konkrete ritualer lærer bogen dig, hvordan du bruger dine sensitive gaver og mestrer din egen energi og guider dig kærligt og kyndigt videre på din spirituelle udviklingssrejse. Bogen er fuld af stemningsfulde billeder og citater og giver dig desuden stærke indblik i Stines personlige rejse.
Vil du gerne styrke dit eget personlige og spirituelle lederskab i dit liv og få en kæmpemæssig spirituel redskabskasse fuld af magiske ritualer?
Læs mere om den 10 måneders uddannelse i spirituel livsmestring.
Hør mere om selvkærlige og spirituelle ritualer i min podcast ”Lyslevende”
I podcasten og videoserien Lyslevende interviewer jeg forskellige spændende gæster, som udover hverdagsritualer fra deres eget liv har noget særligt på hjerte om emner som “Lyt til sjælens stemme”, “Hjertelys og de fire elementer”, “Gudindekraft og Dansens magi” og “Vær bevidst i det liv, du selv skaber”.